|
Min lillebror synes ikke det er sjovt at flytte. Man skal tie stille. Tage det roligt. Holde lav profil. Ingen har tid til én. Victor har ret. Det er besværligt at flytte. Det tager
lang tid. Der er ingen at lege med. De voksne er kun optaget af flytningen. Det største barn får altid skylden for ballade. Det kan nemt tage måneder før huset er i stand.
Det er bedst at flytte til et fredeligt land. Man kan risikere at ende i et land med mange mordere. Dørene skal låses og der skal tremmer for vinduerne. Man kan ikke gå alene på
gaden. Det er sikrest at køre i bil.
Men, det er også sjovt at flytte. Jeg har set den store mur og oplevet Mt. Everest. Jeg har lært engelsk og kinesisk. Jeg har mødt Prins Joachim og Prinsesse Alexandra. Og jeg har
lært San Li Tun at kende som min egen bukselomme.
Det er dejligt at bo på en ambassade, fordi der for det meste er en swimmingpool eller en tennisbane. Man kan altid få hjælp af en af sine forældre, når den ene arbejder på
ambassaden. Der er også fester, som den årlige ambassadefest, og der er plads til besøg. Jeg mødte mennesker jeg kendte hver dag på ambassaden. Når der var officielle middage, var det bedst at have en
ven på besøg, så jeg ikke kun skulle lege med Victor, der altid ville vinde.
Familien er nødt til at hjælpe hinanden, når man rejser rundt i verden. Jeg er ikke del af en normal dansk familie. Jeg er meget ofte sammen med mine forældre og leger meget med mine
søskende. Familien samarbejder, når der er brug for det. Nogen gange holder vi jul og fødselsdage sent fordi vi ikke har tid. Vi får bare gaverne senere.
Når man rejser rundt i udlandet kan ens bedsteforældre ikke komme på besøg så tit. Bedsteforældre vil altid lege, spille og købe gaver med en. Heldigvis glemmer bedsteforældre aldrig
deres børnebørn - lige meget hvad der sker.
I Kina gik jeg på en meget god skole. Jeg havde EDB, matematik, kinesisk, læsning, sprogkundskab, idræt, natur & teknik, formning og samfundsfag. Man fik nye lærere og børnene
blev byttet rundt i klasserne hvert år. Lærerne var søde og fantasifulde. Jeg lærte meget.
Formning syntes jeg var sjovest. Børnene i Kina var dygtige, fordi vi lavede mange lektier. Det er sejt at have mange lektier, fordi man lærer mere.
I Kina var der børn som sparkede og slog. Det er fordi i nogen lande synes forældrene at det ikke gør noget, at deres drengebørn slår. Så synes forældrene, at de har stærke drenge.
Jeg synes det er meget dumt. Der var også problemer med fødselsdage. Nogle børn blev ikke inviterede. En overgang blev en af mine danske klassekammerater lukket ude.
Da jeg startede i skole her i Danmark, blev jeg drillet. Det var nemmere at starte i Kina, fordi det var en international skole. I Danmark tager børnene ikke så godt imod udlændinge,
fordi de fleste kun har boet i Danmark. Mine danske skolekammerater har gået sammen hvert år siden børnehaveklasse.
Herhjemme er lærerne gode, men skolen er for let. Jeg får næsten ingen lektier, og det er som om jeg vender tilbage til anden klasse i Kina. I Kina havde jeg fag, som jeg ikke har i
Danmark, og der var spændende projekter i alle fag.
Voksne synes skolen er det vigtigste. Men for børn er det vigtigste at have gode venner. Så har man altid nogen at lege med. Derfor skal ens forældre helst støtte op om, at man får
nye venner. De kan hjælpe med fødselsdage, sige ja til overnatninger og hjælpe med at få en meldt ind i en sportsklub.
Det er også vigtigt at have et godt sted at lege. Sport er meget vigtigt for mig. I Kina dyrkede jeg tårnspring og fodbold. Til tårnspring trænede jeg med verdens bedste, som Fu Ming
Xia. De andre på tårnspringsskolen trænede 7 timer hver dag, så det er klart, at de hurtigt blev bedre end jeg. Men jeg blev også bedre. Til sidst havde jeg tre medaljer; guld, sølv og bronze for 5, 7,5
og 10 meter spring.
Jeg spillede fodbold på min skoles fodboldbane hver lørdag i Kina. Da jeg kom hjem skulle jeg til optagelsesprøve for at komme på et fodboldhold. Det var ikke let, for jeg måtte til
prøve tre gange. I Danmark skal nye spillere blive på bænken i begyndelsen af de fleste af deres kampe. Det tager tid før man kommer ind på holdet. De andre på holdet har spillet sammen mange år, og
deres træner kender dem bedre.
Når man bor i udlandet glemmer ens venner nemt en. For at mine venner ikke skulle glemme mig, skrev jeg spændingshistorier hver jul. Men der var ikke mange, som skrev tilbage. Jeg
undrer mig over hvorfor. Men de glemte mig ikke, så mine historier var alligevel en succes. Det er altid godt at have venner, når man kommer tilbage fra udlandet.
Det er godt, at min far arbejder i udenrigsministeriet, fordi jeg får mulighed for at rejse meget. Så kan jeg og min famille se nye kulturer. Når jeg bliver stor kan jeg tale
forskellige sprog, fordi jeg har rejst meget. Jeg har mange venner overalt i verden. Jeg kan vende tilbage og vise mine egne børn de steder, jeg har boet. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde for
udenrigsministeriet, så jeg kan arbejde i andre lande.
Jeg ved ikke om jeg bedst kan lide at bo i udlandet eller i Danmark, for der er så mange andre dejlige lande at bo i, f.eks England, Canada og Schweiz. Jeg vil helst ikke bo i lande
som Iran, Irak og Khazakstan. Det afgørende for det land jeg vil bo i som voksen er, om det er fredeligt, er det sjovt for børn, der skal helst ikke være forurening og der skal være et godt arbejde at få.
Jeg kan lide at rejse ud med Udenrigsministeriet. Men det er ikke alle børn der synes det er sjovt at flytte rundt. Til alle jer forældre her i dag vil jeg sige, at I skal huske, at
det bedste I kan gøre for jeres børn, er at hjælpe dem med at få gode venner.
Marcus Fischer Mellbin, oktober 1999
|
